Skip to content

Yoga og meditation vejen ud af fattigdom

Palmetræer, blå himmel og vidunderlige strande. Det er ikke det eneste, man møder i indiske Goa. På solstatens bagside lurer en ekstrem fattigdom og et manglende håb om fremtiden blandt de unge. Noget, som man ved hjælp af meditation og yoga forsøger at komme til livs med. På det lokale børnehjem arbejder man intensivt med børnenes krop og sind.

 

Af Berit Vinther Bredahl

 

Lyden af bølgernes brusen dominerer i horisonten. Den stærke orangefarvede hængekøje blafrer på altanen. Snakken på den lokale dialekt Kokani-Marathi lyder højlydt mellem rengøringsdamen og tjeneren udenfor. Nogle sorte krager sidder og skræpper på taget af vores firkantede hytte lavet af slanke palmeblade og sivkviste. Klokken er 7:20. Solen står højt på den skyfrie himmel. Dagen er allerede startet for meget længe siden.

 

Vi begiver os ud på en gåtur fra den skønne paradisstrand Palolem Beach til den mindre landsby Tembewada, ca. 20 min fra vores strandhytte. Svedperlerne driver ned af ryggen i den glohede varme. Nogle drenge møder os på vejen:

 

– 50 rupees, please, spørger den ene dreng med bedende øjne. I hånden har han et brunt aflangt bat, som han slår ind i hjulet på vennens cykel, der trasker stille og roligt ved siden af med sin cykel. Mellem drengene bliver der råbt et par bestemte ukvemsord på den lokale dialekt. Vi finder et par balloner og noget tyggegummi frem, som lader til at få den ophidsede stemning til at blusse drastisk ned igen.

 

 

Ankomst til drengehjemmet

Efter at have passeret nogle gamle portugisiske villaer i neonfarver og med store imponerede verandaer, ankommer vi til en stor hvid firkantet bygning. Der lyder en summen af drengestemmer. Mange af dem. I møde kommer et par storsmilende drenge, som læner sig henkastet op af døren til rektoren, Ravindra Modaks, kontor. Rektoren kommer os straks i møde, og byder os varmt velkomne.

 

Ravindra Modak har sammen med sin hustru, Smita Modak, drevet drengebørnehjemmet Shree Mataji Mandir Vidyarthi Vasatigruha igennem de sidste 2 år. Selv har de aldrig fået børn. Men det gør heller ikke noget.

 

-Min kone og jeg har 82 drenge, som vi passer hver dag. De er vores familie og får vores kærlighed, siger Ravindra Modak med et blødt smil på læben. Halvdelen af fortænderne mangler i øverste mund.

 

Det indiske ægtepar forsøger at hamle op med fattigdommen ved at fokusere på meditation og yoga på drengehjemmet. Det betyder, at drengene starter kl. 6.30 om morgenen med at mødes i hjemmets aula, hvor de sammen sidder i lotusstilling, siger ’OM’ og diverse mantraer. Det samme gentager de om aftenen. Alt sammen for at styrke børnenes mentale psyke. Desuden er det godt for deres helbred, da det stabiliserer kroppens indre organer, det er fantastisk for deres smidighed, de får bedre kropsbevidsthed, og løsner spændinger, fortæller Ravindra Modak.

 

På børnehjemmet er der også fokus på disciplin, betydningen af næstekærlighed og det at vise andre mennesker barmhjertighed.

 

Et trut i fløjten

Et højlydt pift i fløjten runger i entréen på børnehjemmet. Ravindra Modak samler alle 82 børn i hjemmets aula. Imponerende, hvor hurtigt et trut i fløjten kan få 82 børn til at samles. Drengene sætter sig i lotusstilling på lige rækker, som perler på en snor. Sidder stille. Musestille. Ikke et barn sidder skævt i forhold til sidemanden. Rektoren sætter sig foran børnene i aulaen. Stedet fungerer også som børnenes sovesal. De sover på deres eget slidte tæppe på det stenhårde og kølige gulv. Madrasser er der ikke råd til.

 

Pludselig begynder alle at synge højlydt på Kokani-Marathi. En sang om, hvordan man kan opnå noget i livet, hvis man kæmper for det og finder et arbejde, fortæller Ravindra Modak med stolthed i stemmen over alle sine knægte.

 

Uddannelse skaber muligheder

Efter besøget i aulaen bliver vi vist rundt på drengehjemmet. Ved siden af aulaen ligger køkkenet, hvorfra kokken smiler venligt til os. Han skræller kartofler og gulerødder hele formiddagen. Det koster sved at mætte mundene på 82 drenge.  Ovenpå er der et par læsesale, et stort badeværelse, og værelset, hvor rektoren og hans kone bor. Alt sammen kunne godt trænge til lidt maling og reparation hist og pist.

 

Af rektorens kone bliver vi budt på en samosa med kartofler, stærkt chili og butterdej. Hustruen bærer en karryfarvet saree med hvidt mønster foran, og et tørklæde i blødt chiffon over skulderen. I panden mellem øjenbrynene har hun en knaldrød plet, som viser, at hun er en gift kvinde. En stor jernseng står i venstre hjørne. Buddhalignende figurer dominerer det lyserøde sengetæppe. Under sengen er der et væld af poser med tøj, potter og pander. Nipsting pryder rummet. Det er sparsomt, men rektoren og hans kone er tilfredse med deres tilværelse.

 

-Vi føler, vi får meget ud af at hjælpe børnene, og gøre en forskel via meditation og yoga. Yoga er ingen konkurrence, og man sammenligner ikke sine evner og fremskridt med andres. Børnene lærer at lytte til kroppen, og acceptere de grænser den har. Yoga giver en fornemmelse af kropslig helhed og balance, og denne energi og balance forplanter sig efterhånden også til sindet. Det er vores mål at styrke børnenes sind, konstaterer rektoren.

 

Ravindra Modak mener, at uddannelse er vejen til succes for at ændre fremtidsudsigterne for drengene.

 

-Noget, min kone og jeg fuld og fast tror på. Uden muligheden for at bo på børnehjemmet og gå i skole ville børnene leve i slum, og børneprostitution er desværre et tiltagende problem i Indien. Her giver vi dem troen på en fremtid, siger Ravindra Modak.

 

Atter lyder der et trut i fløjten. Drengene spæner ind i aulaen, og er ved at vælte nogle spande med vand i entréen. Det er tid til frokost. Så er der alligevel ikke så meget disciplin, når maven kalder.