Skip to content

Wildlife for kørestolsbrugere

I de sidste 12 år har Flemming Laursen fra sin kørestol drevet et resort på Filippinerne. Den filippinske hverdag har budt på hån, solskin og kærlighed. Flemming Laursen er lam fra brystet og ned efter en ulykke i et sækkevæddeløb.

 

Af Berit Vinther Bredahl

En filippinsk kvinde skubber en dansk mand rundt i sin kørestol på den filippinske ø Bantayan Island. De lokaler råber efter dem. Kvinden oversætter for sin danske mand: ”De siger, at fordi du er handicappet, så skulle jeg tage og køre dig ud over havnekanten, så du kan blive knust.”

Manden i kørestolen er Flemming Laursen, der i dag er 53 år. Han har levet sammen med sin filippinske kæreste, Eden Abarquez, de sidste 15 år. De to driver sammen et resort på øen Bantayan. Et resort, der har gjort det til sit adelsmærke, at der også er plads til kørestolsbrugere som gæster.

 

Flemming Laursen købte resortet af et østrigsk og filippinsk par. Stedet var fuldstændig ødelagt efter en tyfon, og sammen med 30 mand byggede de det op igen, det var 3 måneders arbejde. Foto: Berit Vinther Bredahl.

Tog sit livs chance

Flemming selv endte i en kørestol, da han som 23-årig kom galt af sted i et sækkevæddeløb. Ulykken gjorde ham lam fra brystet og ned.

”Jeg var indlagt på den intensive afdeling på Odense Hospital, kom ud fra hospitalet i 1985 og tænkte: Hvad gør jeg nu med mit liv?”.

Oprindeligt er Flemming Laursen uddannet maskinarbejder. Efter ulykken uddannede han sig til merkonom. Flemming Laursens store dilemma var dog, at han ikke trivedes i sine skrivebordsjob hos danske speditører, og samtidig følte han sig låst fast på sin pension. Han kunne hverken udvikle sig fagligt eller menneskeligt:

”Jeg ville gerne have noget ud af livet. Jeg var ikke parat til at føle mig som en død som 30-årig,” siger Flemming Laursen.

Et resort på Bantayan Island var til salg. Flemming Laursen havde allerede besøgt øen som turist et par gange før. Roen og følelsen af frihed havde gjort indtryk. Han tog derfor sit livs chance, og købte St. Bernard’s Resort sammen med Eden Abarquez, som han har truffet på en ferie til Filippinerne.  De mødte oprindeligt hinanden, fordi hun var hans nabo og senere personlig hjælper.

 

De lokale udfordringer

Filippinere behandler ikke altid kørestolsbrugere godt i det filippinske samfund. Handicappede er ofte gemt væk i hjemmet, og hvis familien ikke har råd til en hjælper er livet svært.

De lokale tvivlede også meget på, at Flemming Laursen kunne drive forretning. Flemming Laursen fra Horsens har dog bevidst det modsatte. I mere end 12 år har han og kæresten drevet deres resort. Pengene, de tjener, kører han rundt med i en pung under kørestolen. Han foretrækker selv at afregne, da det ikke er nødvendigt at friste ud over evne:

”Her på filippinerne skal jeg være vågen. Især fordi jeg sidder i en kørestol, så er jeg et nemt offer. Men folk her på øen har via mig fået et andet syn på os kørestolsbrugere. De har set, at trods et handicap kan jeg få mine drømme opfyldt,” siger Flemming Laursen.

Selvom Flemming Laursen nyder livet på Bantayan Island, opholder han sig også en del tid i Danmark sammen med sin filippinske kæreste. Når de er væk fra resortet, passer de otte ansatte og Eden Abarquez’s16-årige datter stedet.

 

Afslappet dagligdag

Det filippinske resort ligger tæt ved strandkanten. Syv runde hytter af cement og med stråtag udgør resortet. Små borde udenfor hytterne med rødternede duge og blomstervaser gør stemningen hyggelig og hjemlig. Stien mellem hytterne er cementeret. Med god plads til en kørestol. Store bure med kvidrende fugle står hist og pist. Flemmings store passion er eksotiske fugle. Og han har mange af slagsen.

Australske finker, kanariefugle, danske guldfasaner og papegøjer er blot nogle af de mange fugle, som Flemming Laursen har i bure rundt omkring på restortet. Foto: Berit Vinther Bredahl.

”Her er jeg mere fysisk aktiv udenfor og bruger min krop. Desuden nyder jeg, at påklædningen herude er mere afslappet end derhjemme”, siger Flemming Laursen.

Han besvarer mails, sælger fugle via internettet, vedligeholder hjemmeside og udfører af og til enkelte reparationer på hytterne eller i restauranten. Selvom livet som handicappet på Filippinerne har budt på knubs har Flemming Laursen ikke fortrudt, at han tog skridtet, og opholder sig på øen så meget han kan.

For mig var livet i Danmark hårdt på grund af kulden og følgesygdomme, og nogle af mine handicappede venner døde. De var så fokuseret på at være rigtige mennesker med normalt arbejde, at de arbejdede dem selv ihjel ved at glemme helbredet. Livet har fået en dejlig drejning ved at flytte hertil,” siger Flemming Laursen.

Handicappede skal dog være indstillet på en hård rejse for at nå til Bantayan Island: Først er der en 16 timers flyvetur til Manila, dernæst en times flyvetur til øen Cebu, 4 timer med bus, og halvanden time med færge. De sidste 10 minutter er transportmidlet en lokal tricycle – de tager kørestole med.

”Jeg har rejst mange gange alene, så det kan man godt,” siger Flemming Laursen.

En rejsende behøver ikke være nervøs for at fare vild. Alle ved kajen ved godt hvem Flemming Laursen fra Danmark er. Han gør indtryk.

 

 

Fakta

-På St. Bernard’s Resort kommer turister fra hele verden, nogle er kørestolsburgere. Der er plads til en kørestol på gangene, og i 5 af hytterne er der plads til en kørestol indenfor. Der er også toilet- og brusefaciliteter. Se mere på http://www.bantayan.dk/dansk/dansk.htm

– For at komme rundt på Bantayan Island har Flemming Laursen en lille maskine med en motor, som kan trække ham rundt i kørestolen. Den hedder en Swiss Track, og placeres foran stolen.

 

Artiklen blev bragt i Dansk Handicap-Nyt Juni 2012.

Posted by berit on 22. august 2012

Comments are closed.