Skip to content

Baby’s første rejse: Et bud på en guide

For mange kan det virke uoverskueligt at skulle på en større rejse med en baby. Men det behøver ikke nødvendigvis være så svært. Familien Bredahl og Bøgelund tog datter på 9 måneder med på en17 timer lang flyvetur og tilbragte 5 ugers barsel på skønne Bali.

Af Berit Vinther Bredahl.

 

Gråtonet skydække ligger som et blødt lag vat ned ad siderne på bjerget Agung – det hellige bjerg. Spidsen af toppen aner man i det fjerne på den venstre side af verandaen. Til højre titter toppene af nogle palmetræer frem med smaragdgrønne grene. Foran bungalowen bruser bølgerne, strandstolene er sat frem, et par fiskere går i vandkanten og er ved at rengøre deres katamaran træbåd efter nattens fiskeri.

Kl. er 7 om morgenen, 9 måneder gamle Clara er vågnet og snakken går allerede livligt fra morgenstunden. Hundene og hanerne har man kunnet høre længe nu. Lidt for længe.  I det fjerne brager en høj stemme i en mikrofon. Der er fuld gang i forberedelsen til endnu en buddhistisk ceremoni. Denne gang er det til eftermiddagens kremering, og der er mange dekorationer og offergaver som skal gøres klar.

Bali

Når man går tur ved stranden tiltrækker en udenlandsk baby meget opmærksomhed blandt de lokale, som gerne kommer hen og hilser på. Foto: Berit Vinther Bredahl.

Vi har tilbragt godt 14 dages barsel på Bali. Den første uge i Sanur i den sydlige del af Bali, og nu har vi bevæget os nordpå til fiskerlandsbyen Amed.

Inden jeg havde født Clara var min kæreste og jeg ikke i tvivl om at vi ville tage nogle måneder på barsel sammen. Da vi havde hørt at det er let at rejse rundt med børn i Asien gik vi i gang med at researche, hvor det ville være bedst at tage hen med en datter på 9 mdr. Vores kriterier var at vejret skulle være godt, gode hospitalsforhold og helst ingen højrisiko for malaria. Vi fandt ud af, at Bali er et godt bud; vejret er 28-30 grader i august måned, der er ikke den store risiko for malaria, der er adgang til sygehuse og der er billigt. Og så er det jo skønt at man tilmed må tage sin barselsdagpenge med til udlandet.

 

En hverdag på Bali med baby

Op af eftermiddagen går Clara og jeg en tur ind til centrum af Amed landsby – 5 minutters gåtur fra vores bungalow. Varmen er ikke så slem på dette tidspunkt. Vi går mest korte ture, Clara gider ikke den store sightseeing og meget lange bilture. Jeg bærer Clara i en sele på maven. De smalle og hullede fortove egner sig ikke super godt til den medbragte rejseklapvogn. Landsbyen er ikke speciel stor, turisterne er dog kommet til byen, så der er fint udvalg af restauranter og steder at overnatte.

69

I Amed landsby besøgte vi den lokale skole, og der var stor glæde blandt børnene, der alle gerne ville have et glimt af den lyse baby. Foto: Berit Vinther Bredahl.

 

Vi har dog ramt højsæsonen i august måned, så vi har lidt startproblemer med at finde et sted, hvor vi kan bo i et par uger af gangen og ender med at måtte flytte et par gange. Ikke desto mindre nyder vi vores skønne bungalow ved vandet, hvor vi har fundet en solid base. Der er terrasse med hængekøje, et køleskab til Clara’s mad, og så har vi købt en elkoger i Hardys – et kæmpe supermarked i Sanur. Så kan sutteflaskerne også blive kogt af. Vi har medbragt en vis mænge babymad og bleer fra Danmark, men handler også løbende ind lokalt. Så vidt muligt holder vi os fra at give Clara en masse lokalt mad, ud over nogle enkelte smagsprøver af hvidt kogt ris eller brød.

”Hello Clara, my little darling. How are you today”, siger kioskdamen på hjørnet. Hun springer fluks over et par kasser bananer, appelsiner og papaya frugter og tager Clara i sin favn. Et godt billede på hvad der sker i hovedet på en balineser, når hun ser en baby. Clara sender damen et bredt smil og hendes første tand i overmunden kigger frem. Beboerne i Amed kender efterhånden Clara ret godt, og hun bringer meget glæde i den lille landsby. Og Clara nyder bare opmærksomheden.

 

Et par udfordringer

Som nybagt mor skal man lige vænne sig til, at hun er i så mange fremmede hænder. Ikke fordi man ønsker at lyde som en snerpet vesterlænding, men fakta er at de sanitære forhold bare er anderledes, hvilket gør at smittefare og bakterier kommer tættere på. Men med masser af sprit til at rense hænderne med og en yderst venlig og hjertelig befolkning, så glemmer man egentlig hurtigt dette.

75

I Ubud besøgte vi Monkey Forest, en tropisk regnskov midt i byen. Clara var meget begejstret for aberne og det var let at bære hende rundt i den medbragte bæresele. Berit Vinther Bredahl.

Det er ikke svært at få en hverdag til at fungere på Bali med et lille barn. Selvom vi starter ud med godt 30 røde og iøjefaldende stik på Clara’s krop, så er myggene, sandfluerne og myrerne heldigvis ikke så interesserede i at bide i en efterhånden hvid halvbuttet baby efter den første uge. Vi har myggenet med, som vi ivrigt brugte de steder, hvor der ikke er et i forvejen. Næste gang skal vi dog have et større myggenet med, da de balinesiske træsenge er massive og store. Ellers dækker vi hende til med langærmet trøjer og busker på, når myggene mest er fremme. Og bor så tæt som mulig ved vandet, hvor der er færre myg. En måde at overkomme de værste insekter, men helt undgå dem kan man ikke.

 

Nærvær med familien

Der er ingen tvivl om at turen har gjort at vi alle tre er kommet tættere ind på hinanden. Som forældre har vi ikke skulle tænke på madlavning, rengøring eller vasketøj. Da der ikke altid har været en børneseng tilgængelig de steder vi har sovet, så Clara har sovet mellem mor og far. Clara har med andre ord fået fuld opmærksomhed, ikke blot fra sin mor og far, men også fra de lokale. Tilmed er hun ikke blevet pakket ind i lag på lag, men har haft let sommertøj på. Og selvom der ganske vist har været er par udfordringer på vejen, så har der mest været glæder, så har vi mod på endnu en rejse på et tidspunkt.

 

Faktabokse

Rundrejse eller fast base?

Når man vælger at tage en baby med til Bali, må man arbejde med sine forventninger. Man kan ikke rejse en forfærdelig masse rundt på øen. Vi startede med at bo 1 uge i den hyggelige og familievenlige by Sanur, der ligger i den sydøstlige ende af Bali. Der er en fin strand, en promenade og et bredt udvalg af butikker. Sanur ligger 20 minutters kørsel fra Kuta Beach, som er et af de mest kendte strandområder på Bali med masser af liv. I Sanur er stemningen mere rolig, og her kan du for alvor lade op i solen. Efter Sanur lejede vi en bil med chauffør og kørte til Amed, hvor vi tilbragte de næste 3 uger, inden vi sluttede af igen 1 uge i Sanur. Amed er en fiskerlandsby med masser af små bugter med hoteller, restauranter og dykning. Omkring Amed er der rigeligt at se – smukke risterasser og det berømte moder tempel Besakih Temple ved foden af bjerget Agung for blot at nævne et par stykker. Selvom der generelt er en del turister på Bali, så er Amed uden tvivl et sted, hvor man kan finde ro og derfor et skønt sted at være med en baby.

På vejen tilbage til Sanur stoppede vi i kunstbyen Ubud, hvor der er masser af kunst, forretninger, caféer og liv. Ubud ligger midt på øen og er omgivet af frodigt landskab og rismarker. Det hele er lidt dyrere her i sammenligning med Amed.

Hvor boede vi?

I Sanur boede vi den første uge på Bumas Hotel, et hyggeligt og atmosfærefyldt hotel der ligger i en frodig have fyldt med blomster og palmer. Grundet højsæson boede vi 3 forskellige steder i Amed. Vores favorit sted var Bulih Beach Bungalows med køleskab og hægekøje på terrassen – ellers er Lucky Paradise også et fint alternativ. I Ubud boede vi i et tempel, som var bygget om til et resort -Rahayo Bungalow.

Vaccinationer?

Som udgangspunkt skulle der ikke være meget malaria på Bali, især ikke i kystbyerne hvor der er færre myg. Hvis man tager til nogle af de omkring liggende øer, f.eks. Gili øerne, så findes der malaria. Der er en meget lille risiko for Japansk Hjernebetændelse i hele Sydøstasien, men jeg valgte at vaccinere Clara og blev selv vaccineret, da jeg ikke turde tage chancen. Dengue feber findes også i Sydøstasien og det kan man ikke vaccineres mod, men må benytte myggespray og myggenet for bedst mulig beskyttelse.

Pris

Vi betalte knap 7000 kr. pr. person med Quatar Airways og 1200 kr. for en baby. Inden rejsen ringede vi til Quatar Airways og sørgede for at de havde et basinet klar på flyturen. Basinet er en seng, der sættes op på væggen og som passer til babyer op til 9 mdr. gamle. Men man skal bestille i god tid, da de er populære. Vi bestilte også babymad inden rejsen. Vi sad oppe foran og havde lidt ekstra benplads – på flyvning fra København til Doha var der tilmed plads til at Clara kunne sidde lidt foran benene og lege med noget legetøj. Generelt var vi meget tilfredse med personalet, der havde lidt ekstra fokus på os med en baby. Prisen for en overnatning går fra 200 kr. – 400 kr. for mellemklasse. Et måltid mad koster mellem 25 – 50 kr. pr. person.

 

22 mar 2015

Yoga og meditation vejen ud af fattigdom

 

Palmetræer, blå himmel og vidunderlige strande. Det er ikke det eneste, man møder i indiske Goa. På solstatens bagside lurer en ekstrem fattigdom og et manglende håb om fremtiden blandt de unge. Noget, som man ved hjælp af meditation og yoga forsøger at komme til livs med. På det lokale børnehjem arbejder man intensivt med børnenes krop og sind.

 

Af Berit Vinther Bredahl

 

Lyden af bølgernes brusen dominerer i horisonten. Den stærke orangefarvede hængekøje blafrer på altanen. Snakken på den lokale dialekt Kokani-Marathi lyder højlydt mellem rengøringsdamen og tjeneren udenfor. Nogle sorte krager sidder og skræpper på taget af vores firkantede hytte lavet af slanke palmeblade og sivkviste. Klokken er 7:20. Solen står højt på den skyfrie himmel. Dagen er allerede startet for meget længe siden.

 

Vi begiver os ud på en gåtur fra den skønne paradisstrand Palolem Beach til den mindre landsby Tembewada, ca. 20 min fra vores strandhytte. Svedperlerne driver ned af ryggen i den glohede varme. Nogle drenge møder os på vejen:

 

– 50 rupees, please, spørger den ene dreng med bedende øjne. I hånden har han et brunt aflangt bat, som han slår ind i hjulet på vennens cykel, der trasker stille og roligt ved siden af med sin cykel. Mellem drengene bliver der råbt et par bestemte ukvemsord på den lokale dialekt. Vi finder et par balloner og noget tyggegummi frem, som lader til at få den ophidsede stemning til at blusse drastisk ned igen.

 

 

Ankomst til drengehjemmet

Efter at have passeret nogle gamle portugisiske villaer i neonfarver og med store imponerede verandaer, ankommer vi til en stor hvid firkantet bygning. Der lyder en summen af drengestemmer. Mange af dem. I møde kommer et par storsmilende drenge, som læner sig henkastet op af døren til rektoren, Ravindra Modaks, kontor. Rektoren kommer os straks i møde, og byder os varmt velkomne.

 

Ravindra Modak har sammen med sin hustru, Smita Modak, drevet drengebørnehjemmet Shree Mataji Mandir Vidyarthi Vasatigruha igennem de sidste 2 år. Selv har de aldrig fået børn. Men det gør heller ikke noget.

 

-Min kone og jeg har 82 drenge, som vi passer hver dag. De er vores familie og får vores kærlighed, siger Ravindra Modak med et blødt smil på læben. Halvdelen af fortænderne mangler i øverste mund.

 

Drengene på børnehjemmet er i alderen 6 – 18 år. Mange af dem har mistet deres forældre, og har ingen slægtninge, som kan tage sig af dem. Ud over dette drengehjem, driver det indiske par også et andet hjem for drenge, et for piger, og en skole for psykisk handicappede børn. Foto: Berit V. Bredahl.

Drengene på børnehjemmet er i alderen 6 – 18 år. Mange af dem har mistet deres forældre, og har ingen slægtninge, som kan tage sig af dem. Ud over dette drengehjem, driver det indiske par også et andet hjem for drenge, et for piger, og en skole for psykisk handicappede børn. Foto: Berit V. Bredahl.

Det indiske ægtepar forsøger at hamle op med fattigdommen ved at fokusere på meditation og yoga på drengehjemmet. Det betyder, at drengene starter kl. 6.30 om morgenen med at mødes i hjemmets aula, hvor de sammen sidder i lotusstilling, siger ’OM’ og diverse mantraer. Det samme gentager de om aftenen. Alt sammen for at styrke børnenes mentale psyke. Desuden er det godt for deres helbred, da det stabiliserer kroppens indre organer, det er fantastisk for deres smidighed, de får bedre kropsbevidsthed, og løsner spændinger, fortæller Ravindra Modak.

 

På børnehjemmet er der også fokus på disciplin, betydningen af næstekærlighed og det at vise andre mennesker barmhjertighed.

 

Et trut i fløjten

Et højlydt pift i fløjten runger i entréen på børnehjemmet. Ravindra Modak samler alle 82 børn i hjemmets aula. Imponerende, hvor hurtigt et trut i fløjten kan få 82 børn til at samles. Drengene sætter sig i lotusstilling på lige rækker, som perler på en snor. Sidder stille. Musestille. Ikke et barn sidder skævt i forhold til sidemanden. Rektoren sætter sig foran børnene i aulaen. Stedet fungerer også som børnenes sovesal. De sover på deres eget slidte tæppe på det stenhårde og kølige gulv. Madrasser er der ikke råd til.

Efter meditation og yoga om morgenen er børnene resten af dagen i skole, har fritidsaktiviteter og hjælper alle med at vedligeholde drengehjemmet. Der er stort sammenhold blandt børnene. Foto: Berit V. Bredahl.

Efter meditation og yoga om morgenen er børnene resten af dagen i skole, har fritidsaktiviteter og hjælper alle med at vedligeholde drengehjemmet. Der er stort sammenhold blandt børnene. Foto: Berit V. Bredahl.

 

Pludselig begynder alle at synge højlydt på Kokani-Marathi. En sang om, hvordan man kan opnå noget i livet, hvis man kæmper for det og finder et arbejde, fortæller Ravindra Modak med stolthed i stemmen over alle sine knægte.

 

Uddannelse skaber muligheder

Efter besøget i aulaen bliver vi vist rundt på drengehjemmet. Ved siden af aulaen ligger køkkenet, hvorfra kokken smiler venligt til os. Han skræller kartofler og gulerødder hele formiddagen. Det koster sved at mætte mundene på 82 drenge.  Ovenpå er der et par læsesale, et stort badeværelse, og værelset, hvor rektoren og hans kone bor. Alt sammen kunne godt trænge til lidt maling og reparation hist og pist.

 

Af rektorens kone bliver vi budt på en samosa med kartofler, stærkt chili og butterdej. Hustruen bærer en karryfarvet saree med hvidt mønster foran, og et tørklæde i blødt chiffon over skulderen. I panden mellem øjenbrynene har hun en knaldrød plet, som viser, at hun er en gift kvinde. En stor jernseng står i venstre hjørne. Buddhalignende figurer dominerer det lyserøde sengetæppe. Under sengen er der et væld af poser med tøj, potter og pander. Nipsting pryder rummet. Det er sparsomt, men rektoren og hans kone er tilfredse med deres tilværelse.

 

-Vi føler, vi får meget ud af at hjælpe børnene, og gøre en forskel via meditation og yoga. Yoga er ingen konkurrence, og man sammenligner ikke sine evner og fremskridt med andres. Børnene lærer at lytte til kroppen, og acceptere de grænser den har. Yoga giver en fornemmelse af kropslig helhed og balance, og denne energi og balance forplanter sig efterhånden også til sindet. Det er vores mål at styrke børnenes sind, konstaterer rektoren.

Rektoren og hans kone har lavet et stort karriereskift i deres liv. Før de startede med at arbejde med drengehjemmet, arbejdede de i bankverdenen, hvor han havde en lederstilling og hun lavede regnskaber. Foto: Berit V. Bredahl.

Rektoren og hans kone har lavet et stort karriereskift i deres liv. Før de startede med at arbejde med drengehjemmet, arbejdede de i bankverdenen, hvor han havde en lederstilling og hun lavede regnskaber. Foto: Berit V. Bredahl.

 

Ravindra Modak mener, at uddannelse er vejen til succes for at ændre fremtidsudsigterne for drengene.

 

-Noget, min kone og jeg fuld og fast tror på. Uden muligheden for at bo på børnehjemmet og gå i skole ville børnene leve i slum, og børneprostitution er desværre et tiltagende problem i Indien. Her giver vi dem troen på en fremtid, siger Ravindra Modak.

 

Atter lyder der et trut i fløjten. Drengene spæner ind i aulaen, og er ved at vælte nogle spande med vand i entréen. Det er tid til frokost. Så er der alligevel ikke så meget disciplin, når maven kalder.

15 okt 2013

Jeg skar – dybt

Michala Kit finder ro og velvære ved at skrive digte, spille guitar og synge. Noget, som hjælper hende med at fokusere på de positive ting i livet. Foto: Berit Vinther Bredahl.

Michala Kit finder ro og velvære ved at skrive digte, spille guitar og synge. Noget, som hjælper hende med at fokusere på de positive ting i livet. Foto: Berit Vinther Bredahl.

Afmagt, lavt selvværd og et behov for kontrol er noget af det, som karakteriserede Michala Kit hverdag igennem mange år. At skære i sig selv med et barberblad var den eneste udvej for at dulme en ubeskrivelig psykisk smerte.

 

Af Berit Vinther Bredahl.

Det var ved at være sidst på dagen en sen september måned. Michala Kit sad inde på sit værelse. Tankerne kørte rundt i hovedet hele dagen. Tanker, som var svære at placere. Det føltes, som om de var låst fast i kroppen. Ubehaget var så intenst, at det kunne mærkes i enhver blodåre. Desperationen var tiltagende. Der var kun én udvej.  Hjælpen fandtes i det skarpe barberblad, som var gemt bagerst i mobiltelefonen.

Det dulmede at skære i underarmene med barberbladet, og var som en hjælpende hånd. Smerten fjernede fokus fra tankerne, der fløj rundt i hovedet. Men følelsen af at være kommet ud på et sidespor var samtidig tiltagende. Noget som Michala Kit heldigvis indså nogle uger efter hun havde skåret i sig selv, og derfor gik ud i køkkenet for at bede sin mor om hjælp.

”Jeg glemmer aldrig det udtryk min mor havde i ansigtet, og den ydmygende følelse, det var at sidde med åbne og betændte sår på underarmene ind over en balje med sprit, imens min mor kørte på apoteket efter mere bandage”, siger Michala Kit med tristhed i stemmen.

Michala Kit er i dag 21 år gammel, og har ikke skåret i sig selv i 5 år. Hun har fået hjælp hos en psykolog, er parat til at fortælle sin historie, og virker allerede som en moden kvinde i 30’erne.

 

Starten på et psykisk kaos

Michala Kit startede som 12 årig med at skære i sig selv med en sløv kniv. Hun hentede inspiration fra filmen ’Thirteen’, hvor hovedperson har det svært, og begynder at skære i sig selv.

Michala Kit voksede op alene sammen med sin mor, som gjorde alt hvad hun kunne for at hendes datter skulle få en tryg opvækst. Michala Kit følte dog ofte ikke, at hun passede ind i de trygge rammer, og følte sig ofte forkert tilpas.

Mørkmalede øjne, sort tøj, viltert hår og kridhvid hud var især noget, som prægede hende i årene, hvor det at skære i sig selv var mest fremtrædende. Samtidig med en manglede tro på sig selv og om hun var god nok, som hun var, kæmpede Michala Kit også med alle de følelser, der kan rase i en teenagers krop.

”For mig blev det som et dagligt fix at skære i mig selv. Jeg gjorde det i skolen, hjemme på værelset eller på gåture om aftenen”, husker hun.

Noget af det, som har påvirket hende meget i barndommen var savnet af hendes far.  Da hun var 4 år gammel flyttede hendes mor og far fra hinanden. Årsagen til bruddet mellem hendes forældre havde ikke noget med hende at gøre. Dog havde hun en stærk følelse af, at det var hende, som faderen havde forladt. Det påvirkede hende meget i de efterfølgende år.

 

Selvskade, som bliver opdaget

Det var en anden elev, som fortalte deres lærer at Michala Kit skar i sig selv. Eleven havde set nogle friske sår ved siden af svedbåndene og armbåndene, som var en del af den daglige påklædning hos Michala Kit. Læreren gav hende et ultimatum.

”Jeg havde to valg: Enten ville min lærer sige det til mig mor, eller jeg kunne selv gøre det. Da jeg ikke ville have, at min mor skulle høre det fra en fremmed, fortalte jeg hende det selv. Jeg satte mig ned i køkkenet med hende, og sagde jeg havde noget vigtigt at fortælle hende. Da jeg ikke kunne sige et eneste ord, hev jeg bare op i trøjen, viste hende alle mine ar, hvorefter hun brød hulkende sammen”.

Det faktum, at det nu var blevet opdaget var enormt hårdt for Michala Kit. Pludselig var der fokus på det. Alle kiggede med et medlidende blik, når hun kom på besøg hos familie og venner. Hun følte sig udsat, udstillet og sårbar. Fordomme mødte hun hos også. Presset blev enormt. Tyngende. Lysten til at skære i sig selv forsvandt heller ikke. Den kunne opstå spontant, hvis der var et eller andet i humøret, som kunne lede hende hen på det.

Hun stoppede i en periode, og startede igen i gymnasiet i 2008. Dog fik hun et tilbageslag, og måtte droppe ud efter to år og valgte derefter at starte forfra.

”At skære i mig selv gav mig en følelse af kontrol, og jeg fik de følelser ud, som jeg ikke kunne tale med andre om. Jeg skadede mig selv, fordi jeg følte jeg lige så godt kunne påføre mig selv smerten, idet jeg intet betød. Jeg skar dybere og dybere, og kunne til sidste ikke mærke noget som helst”. Dér vidste jeg, at jeg var ved at miste kontrollen, fortæller hun.

I 2010 begyndte livet imidlertid at tage en vigtig drejning for hende. Hun startede i gymnasiet igen, hvor hun nu læser i 3G. Med meget stor succes.

 

På rette kurs

Michala Kit lever i dag et liv uden behovet for at skære. Men det betyder ikke, at hun ikke kan føle sig fristet.

”Jeg føler væmmelse omkring det, men kan også godt savne det nogle gange, da det gav mig et holdepunkt i livet”.

Michala Kit har fået nye søskende, efter at hendes mor har giftet sig igen. De har spillet en meget vigtig rolle for hende.

”Jeg er den ældste blandt mine to sammenbragte søskende. Selvom jeg ikke altid har haft lige høje tanker om mig selv, så har jeg altid haft et ønske om at være en god storesøster. Og bare tanken om, at jeg skulle have introduceret det at skære i sig selv til dem, giver mig kvalme”, siger Michala Kit med fasthed i stemmen.

Og hun fortæller, at man skal være klar til at få hjælp for at komme videre. Ellers nytter det ikke noget. Hun føler, at oplevelsen har modnet hende på mange fronter.

”Jeg har fået en erfaring tidligt i livet, jeg trods alt kan bruge til noget. Jeg føler jeg ser anderledes på tingene, glæder mig over de mindre ting i livet, og er kommet meget tættere på min familie, som jeg elsker meget højt”, forklarer hun.

Der er ingen tvivl om, at hvis man tror nok på det, så kan man godt finde den rette kurs igen og se tilbage på ens psykiske kaos som en strøm af erfaringer. Noget, som Michala Kit i høj grad har formået.

 

Fakta

– Michala Kit levede i en årrække efter Emo stilen. Emo står for ’emotional hardcore’ og er en musikalsk sub-genre inden for punk, som kan beskrives som ’punk med følelser’. Ikke alle Emo’er skærer i sig selv, men det er en tendens hos nogle, hvor det at skære i sig selv er et råb om hjælp og et ønske om at få opmærksomhed.

– Michala Kit anbefaler, at man som pårørende til en cutter (som skærer i sig selv) giver vedkommende tid og viser tålmodighed. Det er vigtigt, at man ikke ligger et ubevidst pres på personen, ved at udvise for megen medlidenhed eller være for fordømmende.

– I Michala Kit omgivelser har hun mødt sympati og forståelse, men også fordomme, hån, uvidenhed. Hun håber på, at kunne være med til at skabe mere viden om emnet, og baggrunden for at man kan finde på at skade sig selv.

– Man kan som cutter eller som pårørende til en cutter få anonym rådgivning hos www.livslinien.dk. Telefon: 70 201 201.

 

Artiklen har været bragt på misbrugsportalen.dk d. 6. juni 2013.

 

4 jul 2013

Wildlife for kørestolsbrugere

I de sidste 12 år har Flemming Laursen fra sin kørestol drevet et resort på Filippinerne. Den filippinske hverdag har budt på hån, solskin og kærlighed. Flemming Laursen er lam fra brystet og ned efter en ulykke i et sækkevæddeløb.

 

Af Berit Vinther Bredahl

En filippinsk kvinde skubber en dansk mand rundt i sin kørestol på den filippinske ø Bantayan Island. De lokaler råber efter dem. Kvinden oversætter for sin danske mand: ”De siger, at fordi du er handicappet, så skulle jeg tage og køre dig ud over havnekanten, så du kan blive knust.”

Manden i kørestolen er Flemming Laursen, der i dag er 53 år. Han har levet sammen med sin filippinske kæreste, Eden Abarquez, de sidste 15 år. De to driver sammen et resort på øen Bantayan. Et resort, der har gjort det til sit adelsmærke, at der også er plads til kørestolsbrugere som gæster.

 

Flemming Laursen købte resortet af et østrigsk og filippinsk par. Stedet var fuldstændig ødelagt efter en tyfon, og sammen med 30 mand byggede de det op igen, det var 3 måneders arbejde. Foto: Berit Vinther Bredahl.

Tog sit livs chance

Flemming selv endte i en kørestol, da han som 23-årig kom galt af sted i et sækkevæddeløb. Ulykken gjorde ham lam fra brystet og ned.

”Jeg var indlagt på den intensive afdeling på Odense Hospital, kom ud fra hospitalet i 1985 og tænkte: Hvad gør jeg nu med mit liv?”.

Oprindeligt er Flemming Laursen uddannet maskinarbejder. Efter ulykken uddannede han sig til merkonom. Flemming Laursens store dilemma var dog, at han ikke trivedes i sine skrivebordsjob hos danske speditører, og samtidig følte han sig låst fast på sin pension. Han kunne hverken udvikle sig fagligt eller menneskeligt:

”Jeg ville gerne have noget ud af livet. Jeg var ikke parat til at føle mig som en død som 30-årig,” siger Flemming Laursen.

Et resort på Bantayan Island var til salg. Flemming Laursen havde allerede besøgt øen som turist et par gange før. Roen og følelsen af frihed havde gjort indtryk. Han tog derfor sit livs chance, og købte St. Bernard’s Resort sammen med Eden Abarquez, som han har truffet på en ferie til Filippinerne.  De mødte oprindeligt hinanden, fordi hun var hans nabo og senere personlig hjælper.

 

De lokale udfordringer

Filippinere behandler ikke altid kørestolsbrugere godt i det filippinske samfund. Handicappede er ofte gemt væk i hjemmet, og hvis familien ikke har råd til en hjælper er livet svært.

De lokale tvivlede også meget på, at Flemming Laursen kunne drive forretning. Flemming Laursen fra Horsens har dog bevidst det modsatte. I mere end 12 år har han og kæresten drevet deres resort. Pengene, de tjener, kører han rundt med i en pung under kørestolen. Han foretrækker selv at afregne, da det ikke er nødvendigt at friste ud over evne:

”Her på filippinerne skal jeg være vågen. Især fordi jeg sidder i en kørestol, så er jeg et nemt offer. Men folk her på øen har via mig fået et andet syn på os kørestolsbrugere. De har set, at trods et handicap kan jeg få mine drømme opfyldt,” siger Flemming Laursen.

Selvom Flemming Laursen nyder livet på Bantayan Island, opholder han sig også en del tid i Danmark sammen med sin filippinske kæreste. Når de er væk fra resortet, passer de otte ansatte og Eden Abarquez’s16-årige datter stedet.

 

Afslappet dagligdag

Det filippinske resort ligger tæt ved strandkanten. Syv runde hytter af cement og med stråtag udgør resortet. Små borde udenfor hytterne med rødternede duge og blomstervaser gør stemningen hyggelig og hjemlig. Stien mellem hytterne er cementeret. Med god plads til en kørestol. Store bure med kvidrende fugle står hist og pist. Flemmings store passion er eksotiske fugle. Og han har mange af slagsen.

Australske finker, kanariefugle, danske guldfasaner og papegøjer er blot nogle af de mange fugle, som Flemming Laursen har i bure rundt omkring på restortet. Foto: Berit Vinther Bredahl.

”Her er jeg mere fysisk aktiv udenfor og bruger min krop. Desuden nyder jeg, at påklædningen herude er mere afslappet end derhjemme”, siger Flemming Laursen.

Han besvarer mails, sælger fugle via internettet, vedligeholder hjemmeside og udfører af og til enkelte reparationer på hytterne eller i restauranten. Selvom livet som handicappet på Filippinerne har budt på knubs har Flemming Laursen ikke fortrudt, at han tog skridtet, og opholder sig på øen så meget han kan.

For mig var livet i Danmark hårdt på grund af kulden og følgesygdomme, og nogle af mine handicappede venner døde. De var så fokuseret på at være rigtige mennesker med normalt arbejde, at de arbejdede dem selv ihjel ved at glemme helbredet. Livet har fået en dejlig drejning ved at flytte hertil,” siger Flemming Laursen.

Handicappede skal dog være indstillet på en hård rejse for at nå til Bantayan Island: Først er der en 16 timers flyvetur til Manila, dernæst en times flyvetur til øen Cebu, 4 timer med bus, og halvanden time med færge. De sidste 10 minutter er transportmidlet en lokal tricycle – de tager kørestole med.

”Jeg har rejst mange gange alene, så det kan man godt,” siger Flemming Laursen.

En rejsende behøver ikke være nervøs for at fare vild. Alle ved kajen ved godt hvem Flemming Laursen fra Danmark er. Han gør indtryk.

 

 

Fakta

-På St. Bernard’s Resort kommer turister fra hele verden, nogle er kørestolsburgere. Der er plads til en kørestol på gangene, og i 5 af hytterne er der plads til en kørestol indenfor. Der er også toilet- og brusefaciliteter. Se mere på http://www.bantayan.dk/dansk/dansk.htm

– For at komme rundt på Bantayan Island har Flemming Laursen en lille maskine med en motor, som kan trække ham rundt i kørestolen. Den hedder en Swiss Track, og placeres foran stolen.

 

Artiklen blev bragt i Dansk Handicap-Nyt Juni 2012.

22 aug 2012

Reportage – Afrikas Horn

Sult & Tørke – Afrikas Horn

13 maj 2012

Dokumentar: En Grundlov til Alle

9 maj 2012

Iværksætter på tværs af kontinenter

Karriere: Mange iværksættere starter på hjemmemarkedet. Det gjorde Sipporah Mwangi ikke. I 2009 startede hun en virksomhed i Danmark, der eksporterer og sælger gulve til det kenyanske marked. I dag går det forrygende.

 

Af Berit Vinther Bredahl.

Hvis man gerne vil starte for sig selv efter endt uddannelse kan man  gøre som Sipporah Mwangi, der efter hun blev færdig som cand. merc. (AEF)  fra CBS i 2009 har etableret en virksomhed, Flex Construction Solutions Ltd., der med hovedsæde i  København eksporterer trægulve til Kenya, hvor et datterselskab i  Nairobi står for at sælge og lægge gulvene.

33-årige Sipporah  Mwangi, som kom til Danmark fra Kenya for 15 år siden har haft det  fornødne mod til at starte en virksomhed op i en for en  CBS’er lidt usædvanlig branche: byggebranchen.

Sipporah Mwangi kom til Danmark som 18 årig, og har en Master grad i Applied Economics & Finance fra Copenhagen Business School. Derfra har hun fået redskaber til at forstå virksomhedsøkonomi. Foto Berit Vinther Bredahl.

God mulighed for succes på det kenyanske marked

– Danske erhvervsdrivende er bange for at bevæge sig ind på markeder i  udviklingslande, især på det afrikanske kontinent. Men markedet er der,  og det er voksende. Kenya har et af de mest fremskredne markeder i de  østafrikanske lande. Og hvis man tør investere i området, så er der god  mulighed for at få succes, fortæller Sipporah.

Sipporah  Mwangi fik idéen til at starte sit eget firma, da hendes mor i 2009  købte et hus i Kenyas hovedstad Nairobi. I huset var der fliser på  gulvet, og Sipporah Mwangi øjnede muligheden for at lægge et trægulv i  huset ligesom mange danske hjem har. Det blev begyndelsen på idéen til  hendes firma.

– Jeg tænkte, at her har jeg et produkt, som er  brugbart for kenyanere på mange måder. Det er et problemløsende produkt,  som er let at sætte op. Det er funktionelt, nemt at installere og  hurtigt at gøre rent, forklarer hun.

 

Høj vækst i ekspanderende virksomhed

Hun har indtil  videre haft succes med virksomheden siden hun i 2009 startede op med  fire håndværkere og to sælgere i Kenya. Udover Sipporah, der er administrerende direktør og leder virksomheden fra København har hun i dag 14 ansatte i  Nairobi. Virksomheden forventes at få en omsætning på ca. 6  millioner kroner i 2011, en vækst på knap 400 procent i forhold til  2010. Kunderne er blandt andet den kenyanske regering, kinesiske  entreprenører i Kenya, håndværkere og private husejere.

Hun har ikke kun  succes med at afsætte sine trægulve på det kenyanske marked. Hun hjælper  også unge kenyanere med at få et arbejde og bruger deres arbejdskraft i  sit firma. Hun har selv oplært de unge i at lægge gulve.

Strategien  for Flex Construction Solutions Ltd er at bevæge sig ind på andre  østafrikanske markeder i Østafrika, så som Rwanda, Tanzania og Uganda  for at opretholde væksten.

Sipporah  Mwangi eksporterer trægulve, parketgulve og laminatgulve, der er  fremstillet af europæiske producenter, som det østrigske firma Egger og  det danske firma Junckers. Hun lægger vægt på, at træet og materialerne  skal være bæredygtige.

 

Værktøjet fik hun på CBS

I  2009 fik hun en pris i Venture Cup for at være den mest inspirerende  iværksætter, som havde gjort det som alle havde sagt, hun ikke skulle  gøre og fået succes med det. Sipporah understreger, at både Venture Cup og uddannelsen fra CBS har spillet en afgørende rolle for hendes  virksomheds succes.

– De finansielle værktøjer og de  markedsføringskompetencer, jeg fik med mig fra CBS, har gjort det muligt  for mig at skabe vækst i min virksomhed, siger hun og  fortsætter:

Da jeg læste til bachelor i Asian Studies tog jeg et valgfag, der hed ’Chinese entrepreneurship’.  Dengang anede jeg ikke, at det skulle få betydning for mig og min  virksomhed. Men i dag, hvor nogle af mine største kunder i Kenya er  kinesere, har det haft stor betydning for mig at vide noget om kinesisk  forretningskultur, når jeg handler med kinesere.

 

Gode råd fra en iværksætter

Udover at de skal have det uddannelsesmæssige på plads har Sipporah dette råd til andre vordende iværksættere:

–  Det er vigtigt at gå ind i dit projekt 100 procent. Du skal ikke kun  gøre det for pengenes skyld, men have en passion for den idé, du har, og du skal kæmpe for din sag, siger hun og understreger, at en økonomisk succes  nok skal komme hen af vejen, når man bare har det fornødne engagement  samt den passion og risikovillighed der skal til.

 

Fakta

Sipporah  Mwangi eksporterer trægulve, parketgulve og laminatgulve, der er  fremstillet af europæiske producenter, som det østrigske firma Egger og det danske firma Junckers. Hun lægger vægt på, at træet og materialerne  skal være bæredygtige.

 

Artikel bragt i CBS Observer d. 23. februar, 2011.

4 maj 2012

Haderslev-dreng skal gøre filippinsk virksomhed til succes

EVENTYR: Privatchauffør, husholderske og barnepige bliver en del af en ny hverdag for sønderjyske Jacob Schiøtt Rasmussen. Til marts forlader han det sikre kontorjob for at blive marketingchef på Filippinerne. Forventningen er stor: Han skal forvandle svigerfamiliens virksomhed til én af landets større erhvervs succeser.

Af Berit Vinther Bredahl

Det er fredag først på eftermiddagen. Travlheden, bilosen og kaosset er lammende. Privatchaufføren forsøger med hårnålesving at bane vejen frem til destinationen på den bumlende vej. I sneglefart nærmer vi os virksomheden en times kørsel nord fra Manila. Fattigdommen er markant på ethvert gadehjørne med forhutlede gadebørn, huse i blik og magre, gøende hunde. Det er et anderledes liv, som venter sønderjyden fra Haderslev.

Snart kan Jacob Schiøtt Rasmussens bytte skrivebordet i indre København ud med en chefstilling i Filippinernes hovedstad. Jacob mødte sin filippinske kone for 5 år siden, da han var på studiebesøg i svigerforældrenes virksomhed. Sammen har de en søn på 4 år. Foto: Berit Vinther Bredahl.

Det nye liv

– Jeg vil gerne vise familie, venner og omverden, at jeg sætter handling bag mine ord, og ikke som de fleste mennesker nøjes med at tale om det, man drømmer om at gøre. Hvis vi får succes med virksomheden derude, så kan vi nå langt over det at være generelt tilfredse herhjemme i Danmark, siger han.

Virksomheden i Østasiens storby hedder Proest Phils. Inc., har 65 ansatte og producerer sikkerhedssko til arbejdere indenfor den filippinske mineindustri, konstruktions- og shippingbranche.

En stor opgave ligger forude i jobbet som den nye marketingchef. Men entusiasmen er stor.

– Jeg skal være med til at få virksomheden tilbage til den markedsposition, de engang har haft i Filippinerne. Jeg vil blandt andet prøve at involvere de ansatte mere i beslutningsprocesser. Jeg tror på, det er vigtigt at alle, også dem på ”gulvet”, føler sig som en del af organisationen, udtrykker Jacob Schiøtt Rasmussen.

Det er ikke blot arbejdsmæssig succes, som Jacob Schiøtt Rasmussen forventer at få. Der vil blive råd til privatchauffør, barnepige og husholderske allerede fra ankomst, som vil hjælpe i hverdagen.

Svigermors tårnhøje forventninger

Svigermoderen Thelma Esteban ser frem til, at svigersønnen skal bidrage til at få virksomheden tilbage på rette kurs. Virksomheden har før været blandt de mest succesrige på Filippinerne, men forkerte investeringer har gjort, at virksomheden har haft tilbagegang.

Virksomheden får leveret læder og såle af andre filippinske producenter. Den største konkurrent er kinesiske virksomheder, som laver tilsvarende sko til en lavere pris. Foto: Berit Vinther Bredahl.

Thelma Esteban mener, at svigersønnen Jacob er den rette mand til opgaven som marketingchef for den filippinske fabrik for sikkerhedssko.

– Han har det drive og den tankegang, som der skal til. Og så er det en stor fordel for ham, at han er europæer. For Filippinerne bliver han anset som værende mere troværdig, velhavende og højtuddannet, konstaterer svigermoderen.

Ifølge svigermoderen gør det, at nye kunder vil finde det tillokkende at købe virksomhedens produkter. På sigt er det meningen, at det ikke kun er i Filippinerne der skal sælges sikkerhedssko, men fokus vil også være på salg til kunder i udlandet.

Mens vi sidder og taler sammen og har fortæret den sidste mangokage, er Thelma Estebans to sønner og yngste datter kommet til. Alle glæder sig til, at det nye familiemedlem snart flytter til Filippinerne.

– Jacob er en del af familien nu, erklærer den ældste søn højlydt på perfekt klingende engelsk.

 

Fakta

Jacob er 33 år gammel, og er døbt i Gammel Haderslev Kirke. Han startede sine skoleår på Deutscher Kindergarten Haderslev, og blev matematisk student fra Haderslev Katedralskole i år 2000.  Herefter arbejdede han et år i SAF i Haderslev, og flyttede derefter til Århus for at læse erhvervsøkonomi på universitetet.

Artikel bragt i Jydske Vestkysten mandag d. 5 marts 2012.

 

28 apr 2012