Skip to content

Archive for

Reportage – Afrikas Horn

Sult & Tørke – Afrikas Horn

13 maj 2012

Dokumentar: En Grundlov til Alle

9 maj 2012

Iværksætter på tværs af kontinenter

Karriere: Mange iværksættere starter på hjemmemarkedet. Det gjorde Sipporah Mwangi ikke. I 2009 startede hun en virksomhed i Danmark, der eksporterer og sælger gulve til det kenyanske marked. I dag går det forrygende.

 

Af Berit Vinther Bredahl.

Hvis man gerne vil starte for sig selv efter endt uddannelse kan man  gøre som Sipporah Mwangi, der efter hun blev færdig som cand. merc. (AEF)  fra CBS i 2009 har etableret en virksomhed, Flex Construction Solutions Ltd., der med hovedsæde i  København eksporterer trægulve til Kenya, hvor et datterselskab i  Nairobi står for at sælge og lægge gulvene.

33-årige Sipporah  Mwangi, som kom til Danmark fra Kenya for 15 år siden har haft det  fornødne mod til at starte en virksomhed op i en for en  CBS’er lidt usædvanlig branche: byggebranchen.

Sipporah Mwangi kom til Danmark som 18 årig, og har en Master grad i Applied Economics & Finance fra Copenhagen Business School. Derfra har hun fået redskaber til at forstå virksomhedsøkonomi. Foto Berit Vinther Bredahl.

God mulighed for succes på det kenyanske marked

– Danske erhvervsdrivende er bange for at bevæge sig ind på markeder i  udviklingslande, især på det afrikanske kontinent. Men markedet er der,  og det er voksende. Kenya har et af de mest fremskredne markeder i de  østafrikanske lande. Og hvis man tør investere i området, så er der god  mulighed for at få succes, fortæller Sipporah.

Sipporah  Mwangi fik idéen til at starte sit eget firma, da hendes mor i 2009  købte et hus i Kenyas hovedstad Nairobi. I huset var der fliser på  gulvet, og Sipporah Mwangi øjnede muligheden for at lægge et trægulv i  huset ligesom mange danske hjem har. Det blev begyndelsen på idéen til  hendes firma.

– Jeg tænkte, at her har jeg et produkt, som er  brugbart for kenyanere på mange måder. Det er et problemløsende produkt,  som er let at sætte op. Det er funktionelt, nemt at installere og  hurtigt at gøre rent, forklarer hun.

 

Høj vækst i ekspanderende virksomhed

Hun har indtil  videre haft succes med virksomheden siden hun i 2009 startede op med  fire håndværkere og to sælgere i Kenya. Udover Sipporah, der er administrerende direktør og leder virksomheden fra København har hun i dag 14 ansatte i  Nairobi. Virksomheden forventes at få en omsætning på ca. 6  millioner kroner i 2011, en vækst på knap 400 procent i forhold til  2010. Kunderne er blandt andet den kenyanske regering, kinesiske  entreprenører i Kenya, håndværkere og private husejere.

Hun har ikke kun  succes med at afsætte sine trægulve på det kenyanske marked. Hun hjælper  også unge kenyanere med at få et arbejde og bruger deres arbejdskraft i  sit firma. Hun har selv oplært de unge i at lægge gulve.

Strategien  for Flex Construction Solutions Ltd er at bevæge sig ind på andre  østafrikanske markeder i Østafrika, så som Rwanda, Tanzania og Uganda  for at opretholde væksten.

Sipporah  Mwangi eksporterer trægulve, parketgulve og laminatgulve, der er  fremstillet af europæiske producenter, som det østrigske firma Egger og  det danske firma Junckers. Hun lægger vægt på, at træet og materialerne  skal være bæredygtige.

 

Værktøjet fik hun på CBS

I  2009 fik hun en pris i Venture Cup for at være den mest inspirerende  iværksætter, som havde gjort det som alle havde sagt, hun ikke skulle  gøre og fået succes med det. Sipporah understreger, at både Venture Cup og uddannelsen fra CBS har spillet en afgørende rolle for hendes  virksomheds succes.

– De finansielle værktøjer og de  markedsføringskompetencer, jeg fik med mig fra CBS, har gjort det muligt  for mig at skabe vækst i min virksomhed, siger hun og  fortsætter:

Da jeg læste til bachelor i Asian Studies tog jeg et valgfag, der hed ’Chinese entrepreneurship’.  Dengang anede jeg ikke, at det skulle få betydning for mig og min  virksomhed. Men i dag, hvor nogle af mine største kunder i Kenya er  kinesere, har det haft stor betydning for mig at vide noget om kinesisk  forretningskultur, når jeg handler med kinesere.

 

Gode råd fra en iværksætter

Udover at de skal have det uddannelsesmæssige på plads har Sipporah dette råd til andre vordende iværksættere:

–  Det er vigtigt at gå ind i dit projekt 100 procent. Du skal ikke kun  gøre det for pengenes skyld, men have en passion for den idé, du har, og du skal kæmpe for din sag, siger hun og understreger, at en økonomisk succes  nok skal komme hen af vejen, når man bare har det fornødne engagement  samt den passion og risikovillighed der skal til.

 

Fakta

Sipporah  Mwangi eksporterer trægulve, parketgulve og laminatgulve, der er  fremstillet af europæiske producenter, som det østrigske firma Egger og det danske firma Junckers. Hun lægger vægt på, at træet og materialerne  skal være bæredygtige.

 

Artikel bragt i CBS Observer d. 23. februar, 2011.

4 maj 2012